have-blog.dk

have-blog.dk

- en havedagbog for familie, venner og andre interesserede....

Begyndene blomstring

StaudebedetPosted by Kim Monday, June 01 2009 09:56:02
Rododendronerne er så småt ved at blomstre af og stauderne er begyndt at overtage den opgave.

På billederne er det lupin til venstre, den lilla natviol til højre og den røde rosenkrave i forgrunden.

Vi har haft et forrygende forår rent vejrmæssigt, især april var nådig med solen, så det er som om, at planterne er en uge - fjorten dage forud i forhold til hvad de plejer.

  • Comments(1)http://www.have-blog.dk/#post40

Bjergblomst på det flade Lolland

StaudebedetPosted by Kim Sunday, May 17 2009 21:18:33
Da vi overtog huset - og haven - stod der et 30 cm højt jernrør nede i haven. I røret voksede der hvert år noget, som lignede ukrudt. Det troede vi i mange år, men vi er blevet klogere.
Vi fik for et par år siden en masse forskellige planter af nogle venner, og da de var plantet og vokset op, så vi til vores store forundring, at vi nu var ejere af en stor "klase" ukrudt mage til det, der havde vokset i jernrøret.



Ukrudtet viste sig at være bjergknopurt. En kornblomstlignende plante med sarte blomster. Men smuk er den, og det er vel også derfor vi lod den stå i røret år efter år.
Røret er i øvrigt fjernet nu. Det viste sig at være nedstøbt i mere end rigeligt cement.



Bjergknopurten er udbredt i hele Europa og vokser vildt i Danmark, som det bla. fremgår af denne hjemmeside.
Den bliver 20-40 cm høj, og blomstrer i maj og juni.

  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post39

En pryd for haven

StaudebedetPosted by Kim Sunday, May 17 2009 14:49:48
Ikke fordi det er en staude, og så alligevel lidt. Den vender tilbage år for år, og siden vi plantede den for et par år siden, har vi gået og nydt dens store flotte blade.
Jeg taler her om vores prydrabarber (Rheum palmatum), som vi egentlig ikke forventede meget af, andet end at den ville sætte sine føromtalte blade.

Men så skete der noget uventet. I løbet af få dage skød den 1½ meter i vejret og satte nogle røde bændler, som ledte mine tanker hen på H. G. Wells' "Klodernes kamp" og "the red weed".


Prydrabarberen kan måske være lidt svær at skimte på billedet, grøn som den er fortograferet op mod en grøn hæk.
Foran står de afblomstrede kobjælder og til højre kan man skimte en af vores lupiner, som er ved at gøre klar til blomstring.

På nedenstående billede kan man se "2. etage" med blad og blomster.


Prydrabarberen kan blive to meter høj og blomstrer egentlig først fra juni. Man kan ikke lave grød af den...

  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post38

Hortensia på farten

TerrassenPosted by Kim Sunday, May 10 2009 00:24:32
I sidste uge malede jeg en halv-trætønde-hængepotte i blå middelhavsnuancer. Jeg havde læst i BBC's Gardener's World Magazine, at kontrastfarver var flot og godt.
Jeg skulle jo også gerne have en blomst, der passede i farvene, og valget faldt på en blå hortensia. Den blev pottet og hængt op på væggen.

Så var det, at vi fik en periode med en del regn og ikke mindst en hel del blæst. Allerede dagen efter blev hortensiaen pillet ned fra væggen og sat et mindre blæsende sted, men også et mindre flaterende sted på terrassen.

Så fik vi lidt opklaring i vejret, og hortensiaen kom op på væggen igen. Kun for at blive taget ned igen samme aften, hvor en sand tordenstorm med store hagl ramte os.

Nu hænger den på væggen igen med det håb, at den bliver hængende og får mange solrige og vindstille dage.

Med føromtalte Gardner's World Magazine kom der i aprilnummeret nogle gratis frø.
De blev sået dagen efter jeg modtog bladet med posten. Det var en og anden blomst, tomater, chili og røde solsikker.

Det hele er velvilligt kommet op, og i dag har jeg pottet alle solsikkerne i hver deres potte. Billedet er taget lige før det skete.

Nu håber jeg, at de hver især bliver til noget, selvom deres rodnet allerede var groet godt og grundigt sammen, og jeg havde meget besvær med at skille planterne ad uden at ødelægge for meget.

  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post37

Foråret er her!

HavenPosted by Kim Sunday, April 12 2009 11:25:27
Endelig blev det forår. Det har vi ventet længe på, men nu er det her og vi nyder det - bla. ved (over)aktivitet i haven.

Vi er ved at gøre forårsklar med oprydning - ungernes mange plastikting fra sidste år, der har ligget spredt over det hele er for mestendelens smidt ud, af dem selv.
Visne blade og andet ved er fjernet og vi har ligget med "røveren" i vejret og fjernet omtrent trehundrede skovjordbær, som havde inficeret hele staudebedet.
Heldigvis var der kun ganske lidt skvalderkål, der let lod sig let fjerne med det nyindkøbte rodjern.



Stenhøjen er atter repareret. Jeg ved ikke hvad der sker med den i løbet af vinteren, men en og anden fugl eller rotte graver altid et stort hul i toppen af den - hver vinter!



Kobjælderne blomstrer på livet løs. Julerosen har gjort det siden midten af februar.

Vores lyng i krukke, som er placeret sammen med en rhodondendron blomstrer også på livet løs, og er snart den jyske hede værdig i størrelse og omfang.



  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post36

Hævet stenbed

Gør det selvPosted by Kim Tuesday, July 08 2008 14:32:11
I går anlagde jeg et hævet stenbed. Noget jeg længe har haft lyst til, og som jeg synes har manglet i haven - en sand haveklassiker.

Det kan sikkert gøres på mange måder, men her er hvad jeg gjorde:

Blog ImageFørst hentede jeg nogle sten hos vores flinke bondemand, og satte dem op sådan cirka som jeg ville have dem.

Dernæst tog jeg to pinde og bandt en snor i, så jeg kunne lave en perfekt cirkel udenom stenkredsen. Jeg målte afstanden fra yderste pind og ind til stenene: 15 cm. Vigtigt når der er gravet ud, og stenene skal sættes ordentligt på plads.

Blog ImageStenene ud til siden i den orden, de var sat i, så man kan huske den.

Flytte yderste pind rundt i en cirkel, mens man hakker af med spaden.

Blog ImageGræsset graves af og fjernes.

Blog ImageDe fede, de må svede...

Blog ImageStenene sættes i den cirkel man på forhånd havde bestemt. Enkelte graves en anelse ned, så de ikke vælter eller for at afstemme højden - alt efter temperament.

Blog ImageJeg havde en Japansk Ahorn, som står bedst i sur jord, så jeg gravede et 60 cm dybt hul, hvor jeg fyldte nogle flintesten, jeg havde til overs i, hvorpå jeg hældte sand. Det skal fungere som dræn.

Den tilovers blevne jord kunne sagtens bruges i den anden del af bedet blandet op med muld. Dog fjernede jeg en del af leret, da det dominerede for meget.

Blog ImageI med træet, og jord fyldes på. Surt i den ene side og "almindeligt" i den anden.

Blog ImagePlanterne sættes. En Hosta Pacific taget andet steds fra i haven. Det samme er Enebærbusken, og græsset. Til stenbedet havde jeg indkøbt tre Lådne Timian, to Husløg og en Azalea Rhodendendron - lav og langsomt voksende. Sidstnævnte skal stå i sur jord.

Jeg vandede godt igennem, så jorden kunne sætte sig, inden der kom sten på. Derudover gødede jeg også.

Blog ImageSort granit mix på hele molevitten og et blåt keramikfad (er i virkeligheden underskålen til en kæmpe potte) på midten under træets skygge som kontrastfarve. Vand i fadet, så der kommer spil i.

Blog ImageStenbedet fra en anden vinkel.

  • Comments(2)http://www.have-blog.dk/#post35

Nu med bue

HavenPosted by Kim Tuesday, July 08 2008 14:03:51
Vi har længe villet have noget højde på vores have. Opdelingen af haven i rum har været en succes, men det var ligesom der manglede noget.

Løsningen blev en rosenportal. En rusten bue, hvor vi har sat to gule Goldstern roser. Selvom roserne kun er omkring 50 cm høje, og altså langt fra pryder buen hele vejen rundt, så har buen haft den ønskede effekt - at få noget mere højde på haven.

Blog Image

  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post34

Flintegangen

StaudebedetPosted by Kim Tuesday, July 08 2008 13:52:30
Vi havde arrangeret at der skulle komme en havemand, mens vi var i Vietnam, og klippe vores hæk helt ind, da den var væltet. Han dukkede imidlertid ikke op, og vi måtte selv klippe "uhyret" med hjælp fra vores flinke nabo og min lillebrors mega-hækkeklipper - min egen er for lille til at tage de tykke grene helt inde ved stammerne.

Blog Image

Da arbejdet var overtstået viste det sig, at vi havde fået adskillige kvadratmeter mere have end vi havde før. Nu kan man rent faktisk gå bagved staudebedet, hvilket er en stor fordel, når der skal luges, plantes og hvad man ellers render og laver.

Blog Image

Hækken er ikke videre køn oven på den omgang, men den bliver grøn igen om en måned eller to. så for at forskønne stykket har jeg anlagt en flintegang med flintesten nede fra vores lokale bondemand. Det gør det også nemmere at samle de afklippede grene, når hækken skal klippes næste gang.

Desværre var der kun pæne og brugbare sten til omkring en trediedel af stykket ned langs hækken i bedet.

  • Comments(0)http://www.have-blog.dk/#post33
Next »